Med halv kraft - men med dobbelt glæde!
Med halv kraft – men med dobbelt glæde!
Da vi for 7 år siden flyttede ind i vores nuværende hjem, var der ikke meget, der tydede på, at haven skulle være andet end en stor og dejlig terrasse samt græsplæne på de øvrige mange kvadratmeter, for jeg havde ikke kræfter til hverken blomsterbede eller køkkenhave.
Heldigvis kom disse dystre forudsigelser ikke til at holde stik. Langsomt, år for år, har jeg lavet mig en fin lille køkkenhave, som gradvist er vokset. Det første år blev det til lidt kartofler og krydderurter. Så blev der anlagt et lille jordbærbed. Derefter udvidede jeg, så der blev plads til 4 bærbuske. Sidste år lavede min mand et fint højbed, som blev plantet til med blåbær, tyttebær og tranebær.
Og nu er det blevet forår igen, forår med det dejligste havevejr. Min mand har fået den idé, at køkkenhaven skal omkranses af særlige bed-fliser, så græsset fra plænen ikke så let breder sig, og så græsslåningen bliver lettere. Jeg tror nu, at den virkelig årsag er, at han vil være sikker på, at jeg ikke lige så langsomt udvider køkkenhaven med et spadestiks bredde på den ene eller anden led. ;-)
Men inden køkkenhaven afgrænses helt med kantfliser, har jeg fået lov til at foretage endnu en udvidelse. Jeg skal jo kunne lave skiftende afgrøder i min lille køkkenhave, så jeg kan holde jorden så sund som muligt.
Derfor er jeg nu i gang med at omdanne græsplæne til køkkenhave. Igen! Det er drøjt arbejde for en fib-krop, og nogle ville måske mene, at jeg burde overlade dette fysisk hårde arbejde til min mand. Nej, det vil jeg ikke! Min mand knokler med det hårde flisearbejde, det misunder jeg ham ikke. I stedet gør vi, som vi plejer, når vi fordeler arbejdet – jeg afgør, hvad min krop kan holde til, klarer, hvad jeg kan, og overlader det, jeg på forhånd ved, er for hårdt for mig, til andre.
Så ja, jeg graver græstørv op og renser så meget jord af som muligt. Med mine begrænsede kræfter går det langsomt. Halv kraft, eller nok mindre end det. Jeg skal nemlig ikke ødelægge mig selv eller fremprovokere flere smerter eller større udmattethed end højst nødvendigt. Jeg skal stadig have overskud til alt det andet, som også skal gøres – madlavning, tøjvask, rengøring m.m. Så min arbejdsgang er måske lidt speciel, men den fungerer for mig: jeg klarer 5-7 græstørv, så holder jeg pause, jeg strikker et par pinde, skriver lidt, læser lidt, tømmer måske opvaskemaskinen eller vaskemaskinen eller andet praktisk, inden det igen er tid til at klare 5-7 græstørv. På en dag får jeg måske klaret 20-30 græstørv. Det lyder nok ikke af meget, men på den måde har jeg faktisk anlagt hele min lille køkkenhave, og jeg er glad og stolt af min arbejdsindsats og af, at det er lykkedes for mig. For selv om mine kræfter er begrænsede, er glæden det ikke. Min glæde over at kunne nå mine mål kender ingen grænser – især ikke, når jeg tænker tilbage på de år, hvor jeg absolut intet kunne. Set i det perspektiv er glæden og taknemmeligheden grænseløs.
Tak til dig, der læste med.
De bedste ønsker
fra
Merete.
